Tekst: Jakob Ottesen
På sådan en
vindblæst onsdag tager Høje Gladsaxe sig ikke særligt
gæstfrit ud
Men inderst inde i en af de betongrå bygninger er der hjerterum
og kaffe på kanden. Det er her teaterprojektet "Knus fordommene"
holder til.
Der tages imod ved en stor
farverig frise af Carl Henning Pedersen, hvorefter turen går ad
mørke trapper og lange tomme gange for at ende i et stort lokale,
hvor stemningen er god og lys.
En opstilling af stole illuderer den HT-bus, Vivian tog i den forkerte
retning en aften, hvor hun skulle til dans. Scenen prøves igen
og igen, indtil alle elementer er på plads og ender i det forløsende
øjeblik, hvor den barmhjertige taxachauffør fragter Vivian
hjem i sikkerhed.
Forinden er situationen talt grundigt igennem, og Vivian har tegnet et
storyboard, som gengiver aftenens oplevelser, som for hende var meget
voldsomme.
Teater skaber billeder
Det er sådan de arbejder hos "Knus fordommene" . Under
kyndig og tålmodig vejledning af pædagog Lene Bang Larsen
og de to professionelle teaterfolk Jakob Bentsen og Ulla de Frey guides
de seks udviklingshæmmede deltagere igennem forløb, der tager
udgangspunkt i dagligdagens begivenheder, indtil de antager en form, der
kan formidles i et dramatisk sprog.
Men hvorfor er det nu, at teater er så godt?
Ulla : "Teateret giver
muligheder for, at man flytter sig. At man kommer i situationer, som er
uvante, og hvor der bliver stillet krav, der ikke har været stillet
før - det giver udvikling, når man overskrider sine egne
grænser og gør noget, man ikke troede, man kunne i går.
På teateret må man gerne være anderledes, og man må
gerne vise sine følelser. Dermed bliver der plads til én
på en helt anden måde end andre steder."
Jakob, som arbejdet med teater på mange forskellige måder igennem tiden og har undervist en del på gøglerskoler og teaterskole, er heller ikke i tvivl:
"Når teater rigtig fungerer er det med til at skabe billeder i publikums hoved - og det er det, vi skal. Det interessante er, hvordan det kan lykkes at videregive en oplevelse til publikum, så det bliver en rigtig oplevelse. Opgaven med "Knus fordommene" er at finde ind til historier, der formidler, hvordan det er at være udviklingshæmmet. Det er en svær proces som kræver fordybelse i et langt forløb. Samtidig er det er en stor udfordring at få pædagogikken og teaterdelen til at hænge sammen. Men når det falder i hak, sker der virkelig noget."
Samarbejde mellem teater
og pædagogik
Lene: " Når man skal have et samarbejde mellem pædagogik
og teater til at fungere, handler det om at respektere hinandens professionalisme
og bruge vores respektive ressourcer som teaterfolk og pædagoger
sammen .Vi skal ikke træde hinanden over tæerne og forsvare
vores egne positioner."
Anne Marie Hannberg Johansen er daglig leder af SUKA (Specialundervisning i Københavns Amt) og er en af initiativtagerne til "Knus fordommene". Hun er ikke involveret i arbejdet med skuespillerne og kan derfor betragte processen lidt på afstand:
"Udefra set oplever jeg, at pædagogikken kan komme til at bremse processen lidt, dér hvor teaterfolkene udfordrer grænser. Det spændingsfelt er interessant, fordi deltagerne tit formår mere, end pædagogen tror. Udviklingen skal ske imellem pædagogikken og udfordringen, men det er også der konflikterne kan opstå."
Et mangeårigt ønske
- på forsøgsbasis
Med projekt "Knus fordommene" har Lene Bang Larsen og Anne Marie
Hannberg Johansen fået indfriet et mangeårigt ønske
om at give udviklingshæmmede mulighed for at bruge teatret som udtryksform.
At det endelig er kommet i gang, om end kun på forsøgsbasis,
skyldes kærkommen velvilje fra Undervisnings- og Kulturforvaltningen,
som har stillet lokalet til rådighed.
Projektet har sit udgangspunkt
i en beskrivelse, udarbejdet i samarbejde mellem LEV-Københavns
Amt, Landsforeningen LEV, Klub Vest, SUKA og Teaterkonsulent Bo Vilstrup.
Målgruppen for projektet er unge og voksne med nedsat funktionsevne
i alderen 16 år og opefter, primært fra Københavns
Amt.
" Vi kunne godt tænke os at skabe en decideret teateruddannelse for de udviklingshæmmede på længere sigt. Der er et hav af gode muligheder i teatret som arbejdsplads. F.eks. systue, fremstilling af kulisser, lys & lyd, kantine og så selvfølgelig alle de udtryksmuligheder, der ligger i det dramatisk," siger de.
Meget har været forsøgt for at få tingene på skinner, bl.a. en kontakt til filmselskabet Zentropa som var meget positive i forhold til, et samarbejde, men endnu er det ikke lykkedes at få en permanent offentlig bevilling i stand.
"Vi ønsker selvfølgelig,
at projektet kan fortsætte, og amtet synes da også det er
alle tiders idé, men har hidtil ikke kunnet afse midler til det.
LEV går også meget ind for konceptet.
Der findes ingen eksisterende ordninger som projektet kan komme ind under,
og SUKAS bestyrelse har lavet en økonomisk satsning for, at det
ikke skulle gå helt i stå. En mulighed kunne være at
projektet kom på finansloven på samme måde som eksempelvis
Tv-Glad. Når vi nu har arbejdet med ideen i så mange år,
vil vi meget nødig opgive den", fortæller Anne-Marie
Fra historier til sang og
dans
Claus er en af projektdeltagerne, og han vil bl.a. gerne være kok.
Han arbejder med en scene om en uheldig en af slagsen, der kommer til
at drikke den vin, der var bestemt for sovsen - med tragiske konsekvenser
til følge.
Han gør det godt og er meget glad at komme her hver onsdag og fredag,
hvor "Knus Fordommene" arbejder. Han fortæller om et af
sine storyboards:
"Jeg vil også gerne være politibetjent . Jeg har lavet en lille historie, hvor jeg kommer ind til politichefen med min ansøgning. Da jeg er kommet hjem igen sidder jeg og venter ved telefonen og drømmer om at være betjent. Men så får jeg at vide, at jeg ikke kan blive betjent, og jeg bliver trist og græder. Til sidst er der en tegning af et komfur, for så kan jeg måske blive kok i stedet for"
Peter er også glad for at deltage, men mener dog også, der skal være plads til andre elementer i hans tilværelse:" Jeg hygger mig og jeg kan godt li' det. Jeg har hjemmedag om torsdagen, og så er jeg på Sandtoften mandag og tirsdag. Der er jeg er på værkstedscenteret hvor jeg laver dippedutter, og jeg tegner også meget. Jeg vil gerne lave flere ting."
Deltagerne skal også
lære at turde eksponere sig selv for et publikum - en udfordring,
som Daniel og Katrine kaster sig ud i med krum hals, da de giver den som
John Travolta og Olivia Newton John i en sang fra "Grease".
Katrine:" Jeg går til sang ude i min klub, og jeg kan li at
synge og danse til."
Daniel: " Jeg kan li` at synge Grease og Sebastian.
I dialog med de "normale"
Titlen "Knus fordommene" rummer en dobbelttydighed. Dels ønsket
om at komme den manglende indsigt og forståelse om udviklingshæmmede
til livs, og dels dét at give et knus til dem, der ser på.
Et af målene med teaterprojektet er altså i dramatisk form
at vise verden, hvem de udviklingshæmmede er, og hvad de kan - og
ikke mindst: at bruge teaterrampen som et afsæt for at skabe en
aktiv dialog mellem skuespillere og publikum, mellem de udviklingshæmmede
og de "normale".
"Selvom man er udviklingshæmmet,
kan man godt bidrage med noget til samfundet, som det er vigtigt for andre
mennesker at få kendskab til. Hvis du ikke får lov til at
være en aktiv del af samfundet, så kan samfundet heller ikke
stille krav om, at du er det. Det er vigtigt, at det ikke altid er os
andre, der fortæller de udviklingshæmmedes historie, men at
de selv for mulighed for at gøre det, " siger Lene Bang Larsen
____________________________________________________________________