European song contest

Af Brian J. Laurie

European song contest, mentally disabled artists
Congress centrum Hamburg 20.09.03

3 bands fra England, 2 fra Tyskland og 2 fra Danmark (Øl, Pølser og Popcorn og Karavana band) og et fra både Østrig, Skotland og Frankrig - 85 musikere alt i alt.

Det var klart helt fra den første lydprøve, at den Tyske organisation EUCREA havde samlet eliten af udviklingshæmmedes musikere fra hele Europa. Problemet var at der ikke gik lang tid før man opdagede, at nogle af artisterne ikke var udviklingshæmmede, men psykisk syge, samt at der var nogen af artisterne, der havde topprofessionelle musikere med.

EUCREA havde gjort et godt stykke arbejde, havde skaffet en fantastisk hal midt i Hamburg og arrangeret et fint logi og gode lydfolk. Desværre var deres PR-maskine var gået i stykker et eller andet sted, for om lørdagen i en hal med plads til 1200 mennesker, var der max 300 personer tilstede. Der var ingen plakater i byen, arrangementet blev ikke dækket af TV og kun af nogle enkle aviser.

Dommerpanelet var, som jeg fik fortalt af dem der kunne forstå tysk, en joke – de talte ikke om musikkvalitet, men kun om dem selv. For mig var det svært at se, hvem der var det bedste band – alle lavede en fantastisk præsentation.

Vinder blev en englænder J. C. Jamma, som ikke var udviklingshæmmet, men psykisk syg og til daglig var ansat som professionel skuespiller. Han var støttet af en professionel trommeslager og bassist. Anden pladsen gik til det tyske band ”Lampenfieber”. Tredje pladsen gik til en engelsk pige ved navn Lorraine Morris, der også var psykisk syg. Det gav nogle generelle diskussioner mellem deltagerne, at man ikke kunne blande psykisk syge med udviklingshæmmede i sådan en konkurrence, men åbenbart havde EUCREA ikke taget hensyn til dette. En anden ting, som vi ikke blev informeret om, men først fik besked på midt i lydprøven var, at der var en præmie på 4000 Euro (30.000 kr.). Det skal nævnes, at der var en fantastisk stemning mellem musikerne, selv om der var sprogproblemer, men J.C. Jamma og hans manager fra Mencap i England, var meget overlegne, da de blev nævnt som vinder (det virkede ikke som om det kom bag på dem).

Det skal nævnes, at dette arrangement kun var en engangsforestilling – da det var handicapår, og det skal ikke forveksles med det andet Europæiske melodigrandprix for handicappede, som foregår hvert andet år og arrangeres af EAPH, og hvor Danmark var repræsenteret af ”Pop og Kompani” fra Aalborg.

____________________________________________________________________

Tilbage til Artikler