Pitstoppet bliver langt. En lille benzintank bliver lagt tør. Hernede kan man få Cola i både en og toliters flasker samt på dåse, og den ene krebserøde feriedansker efter den anden kommer triumferende ud med en stor pose slik eller chips og et toliterstrofæ løftet stolt i strakt arm over hovedet. Tilbage i bussen er stemningen er let, luftig og løfterig, selvom mange efterhånden begynder at klæbe til sæderne i varmen. Der flirtes henover kanten på hensynsfuldt tilbagelænede sæder, og der foregår en ivrig handel med slik. Om en time er vi fremme…

Den danske invasion
I år er det 14. gang, at den særlige kulturfestival afholdes, og fjerde gang, at den er international. Den er større end nogensinde, med 1530 indskrevne deltagere fra otte forskellige lande. Arrangørerne er Hungarian Special Arts Workshop Association (HSAWA). De arbejder ud fra en filosofi, der i korte træk går ud på, at engagere deltagerne gennem undervisning, der tager udgangspunkt i den enkeltes forudsætninger, evner og interesser og stræber efter det højest mulige kunstneriske niveau. Formålet med festivalen er at forsøge at ændre det brede publikums opfattelse af, hvad et mentalt handicap betyder for dem, der har et. At illustrere hvor lidt det egentlig betyder, hvis man hver især accepterer de forskelle, der er på mennesker med og uden.

I år bliver festivalen afholdt under juli-solens stikkende stråler i den smukke, historiske by Veszprém. I det imponerende gamle teater og på byens hovedtorv. For første gang, er der nemlig blevet rejst en udendørsscene, og det er mest for os danskeres skyld. Af de udenlandske deltagere er vi nemlig klart i overtal, i alt er vi ca. 200 afsted, og festival på dansk er jo altså noget med vind i håret og solskoldede skuldre. Glæderne ved de to ting og den stemning, der følger med, har Lene Bang Larsen og Brian Laurie, der er henholdsvis stedfortræder i Klub Vest og musikkonsulent for udviklingshæmmede i Århus Amt, fået overbevist de hovedrystende arrangører om. Ligesom de i øvrigt ved deres smittende iver og entusiasme, gennem årene har fået overbevist flere og flere danske institutioner om lyksalighederne ved at tage på festival i Ungarn.

Spændte festivaldeltagere
Det er tirsdag morgen, lidt i ni. Lige om lidt sparkes festivalen rigtigt i gang med en tale og en stor parade ned gennem byen. Den første tale holdes på torvets udendørsscene, for en kæmpe flok spændt smilende festivaldeltagere og en tilsvarende mængde forundrede forbipasserende. Et hollandsk marchorkester trutter og trommer og tre en halv meter høje stylteklovne spankulerer rundt og spreder

lykke. Et hollandsk marchorkester trutter og trommer og tre en halv meter høje stylteklovne spankulerer rundt og spreder lykke. Der sjippes og jongleres, grines og pjattes, hujes og hvines. Luften er tyk af forventning og kriblende nerver.

De første Klub Vest’ere, der svedende skal op på den store, solbeskinnede scene er cirkusfolk. De har lavet en forestilling, der er komplet med tryllekunstner, stærk mand, udbryderkonge og to smukke assistenter, og er både skrevet og intensivt øvet gennem ca. en måned. Under samme stramme tidsramme har SUKA-gruppen fået deres ordløse maskespil om fire tørstige ørkenturister og deres vildfarne, forvirrede guide til at hænge sammen. Hver torsdag er det en af disse ting, at klub Vest Band øver, nu skal de optræde på torvet med en skøn blanding af gamle slagere i moderne versioner, Kim Larsen klassikere og rendyrket pop i form af Aqua’s ørehængerhit ”Barbie-Girl”.

Showtime
Der er ikke meget plads på det ca. seks kvadratmeter store værelse, til at de tre cirkusartister kan klæde om, men det går endda, for selvom stemningen er anspændt her en halv time før tæppet går op, gør alle plads til kollegerne.

Magikeren, der også fungerer som cirkusdirektør på vrøvleitaliensk, retter elegant sine skjortemanchetter ind i forhold til ærmerne på jakken med pingvinhale, knapper roligt butterflyen, der heldigvis er bundet og sætter til sidst prikken over i’et ved at iklæde sig den høje hat.

Bag ham står en ordentlig kleppert og kigger skiftevis beundrende nedad sig selv i den helt igennem autentiske stærk-mandsmundering og på sine spændte overarme. Forvandlingen er næsten fuldendt, men mavebæltet driller lidt. Det ordnes på magisk vis af direktøren. Score- og udbryderkongen forsøger at afstemme antallet af prangende guld-kæder til det nonchalante grå jakkesæt og den larmende farvestrålende hawaii-skjorte han har på indenunder, mens han bredt smilende og med dybe drag af en plastiksmøg er godt på vej til at stor-charmere bukserne af sig selv. Også her er der et bælte, der ikke rigtigt vil, og igen er redningsmanden iklædt høj hat uden dog at være høj i den.

De sidste småting er så

småt ved at være på plads, da den ene af de to smukke assistenter skrider forførende selvsikkert ind af døren og stjæler al opmærksom-heden. Læbestift, øjenskygge, neglelak og falske vipper sidder som det skal i det unge selvsikre, på kroppen gør en stram rød glitterkjole det samme. Højhælede røde sko fuldbyrder billedet af en sand femme fatale.

Få minutter efter støder den anden hjælper til med omtrent samme effekt på koncentrationen. Cirkus-kvintetten er samlet. En sidste peptalk bliver holdt for lukkede døre, men begejstringens højlydte iver slipper i rigt mål ud gennem sprækker og nøglehul. Nu er der afgang mod scenen, så er det showtime.

Stor stor succes
På torvet bliver hele tirsdag fejret i danske farver. Der bliver optrådt med alt fra kørestolsdans til korsang og hele to cirkusforestillinger. Om aftenen spiller fire bands op til dans, stor fest og generel gang i gaden. Dagen er en stor succes og de, der stadig har kræfter til det, går smilende i seng.

Onsdag formiddag bliver tilbragt på workshops i dans, cirkusartisteri og drama. Om eftermiddagen bliver en optræden med folkedans afløst af Klub Vest Band, der effektivt skyder en sand stjerne-parade af solide danske bands i gang. Senere på dagen er det ungarske bands, der slår tonen an, og der bliver danset indtil ben, krop og ører ikke kan mere.

Dagen efter virker det lidt som om festivalen allerede er slut. Klub Vest har været afsted siden søndag og har fået afviklet deres tre optrædener. I dag er folk trætte. Der bliver ikke talt så meget sammen og når der gør, er det ind imellem i et noget bistert tonefald. Heldigvis er det dog også mindst ligeså indlysende, at det er hyggeligt at være på koloni. De der stadig er

gode venner eller er blevet det undervejs, finder endnu tættere sammen, mens dagen bliver brugt på at daske rundt i byen og spise is, slå et smut forbi teatret for at se forestillinger og på at kigge vinduer og handle souvenirs. Den lidt søvndrukne stemning tager flere som en opfordring til at få en tiltrængt skraber midt på dagen. Batterierne skal lades helt op, for i aften er der disco.

De tossede har det bedst!
Den høje musik banker en insisterende rytme, der tvinger alle op i gear. De der ikke er på gulvet og gør sit ypperste dér, sidder enten ved borde og holder højtravende skåltaler med stentorrøster eller står skødesløst tilfældigt i en døråbning og hænger, mens vurderende blikke sendes gennem stillestående skyer af cigaretrøg. Det stiveste puds suppleret af de reneste negle, det mest veltæmmede hår, det mest effektive duftevand og det bredeste smil udgør festkostumet for de fleste. Stemningen er løftet og intens, men alligevel behageligt afslappet. Her bliver der festet, fordi det er det livet går ud på, og så nytter det jo ikke noget, at gå og være hæmmet. Under nøje overvågning af de mindre modige flirter de modigste med hinanden. Kærester skaffes og skiftes uden de store nykker. Festen er et virvar af kropssprog og fagter, gebrokkent engelsk og venner på trods. Ved et strategisk velplaceret bord med fuldt festoverblik sidder to af de største løver og gør lyksaligt skålende status. Igen og igen og højere og højere gentager de konklusionen: ”De tossede har det bedst, de tossede har det bedst!”

Fredag går med hovedpine, hyggeshopping og afrunding af festivalen. Ved Balaton’s bredder slanger en flok mætte løver sig i solen hele lørdag. Og søndag går turen til Danmark igen. Mantraet ekkoer stadig.