Vi startede med at se nogle ”billeder uden ord”, udført af to skuespillere til musik som var komponeret af en tredje skuespiller. Det var følsomt, intenst og morsomt. Tydeligt, at de havde øvet meget og tog det meget seriøst.

Hvad er mooms teateret?
Efter det lille stykke, fortalte lederen engageret om teateret. Mooms Teatret har eksisteret i omkring 18 år. Der er 13 skuespillere tilknyttet og to af dem har været med i alle 18 år. Mooms Teatret var egentlig et kommunalt dagcenter, hvortil der var ansat 3 pædagoger (eller anden form for socialarbejder). Man begyndte så for 18 år siden at lave teater i dagcenteret, tingene udviklede sig og i dag fungerer Mooms teateret som et helt almindeligt teater, uafhængigt af det kommunale system. Der er ansat en fast instruktør, som fungerer som kunstnerisk leder af teatret, som instruktør, som manuskriptforfatter, idémager, fondssøger og meget andet. Han har som professionel, også en masse kontakter til teaterverdenen udenfor. Desuden er der i dagcenterets budget, årligt afsat penge til eksterne undervisere, så man har mulighed for at ansætte andre professionelle, såsom dansere, musikere, korledere osv., i kortere eller længere perioder.

Professionelt teater
Alt dette gør, at det professionelle niveau er meget højt. Man laver én til to forestillinger om året og de seneste år er man begyndt at samarbejde med ”almindelige” professionelle skuespillere. På den måde, at én eller to skuespillere kommer ind på Mooms Teatret og er med i deres forestilling, på deres præmisser, både hvad angår måden man øver på og hvor længe man øver. Det viser sig nu, at flere og flere skuespillere ”udefra” står og banker på døren og gerne vil være med i en forestilling, fordi det er spændende. De laver både store forestillinger, hvor alle 13 skuespillere deltager; men også mindre forestillinger, med kun én eller to, sammen med en professionel ”udefra”. De spiller over hele Sverige og har også været på turné flere steder i Europa – og i Australien!

De perioder hvor de ikke er i gang med en forestilling, arbejdes der med drama, dans og sang- træning, og de ser en masse teaterforestillinger for at samle inspiration. Både deres arbejdsmetoder og det høje professionelle niveau er imponerende.

Vi overværede nogle dramaøvelser, som f.eks. bestod i at alle stod i en rundkreds og man ”gav” mimisk en ting videre til sin nabo. Han eller hun skulle så vise hvad tingen kan eller hvad man bruger den til. Alle var meget koncentrerede og engagerede. I rundkredsen arbejdede man også med grundfølelser, som had, vrede, kærlighed og med forskellige begreber. Det var tydeligt, at spillerne var vant til at arbejde på den måde og man gik meget op i at gøre det rigtigt.

Bagefter lavede de statuer. Tre personer lavede en statue og den fjerde tog et fotografi af den og fortalte os andre hvad den forestillede. De gik til opgaverne med glæde, uden hæmninger og med stor fantasi. Til sidst sang de en sang for os. Halvdelen af gruppen sang den med ord og den anden halvdel på tegnsprog. Det var både smukt og rørende.

Nu var øvelserne færdige; men mange af spillerne havde lige noget de gerne ville vise os, enten alene, eller sammen. Til slut spillede én af skuespillerne det smukkeste musik på klaver (han var en sand virtuos), mens en mandlig spiller dansede klassisk ballet til. Han var rimelig høj, havde en god mave; men han nærmest svævede hen over gulvet. Han gav sig helt hen og dansede meget sylfideagtigt; men det blev på intet tidspunkt komisk. Faktisk syntes jeg, det var enormt smukt og jeg må indrømme, at det trak vand i øjenkrogene.

På vej til Danmark?
Så var dagen ved at være slut og vi skulle til at sige farvel. Vi fik lige prøvet vores dansk/svenske kommunikation af, og det viste sig jo, til nogens overraskelse, at det faktisk er muligt at tale sammen på hver sit sprog. Vi udvekslede adresser, inviterede dem til at komme og spille teater i Danmark, hvilket de meget gerne ville og så drog vi af.

Det var en rigtig dejlig og berigende tur og det bekræfter endnu engang min opfattelse: At når man giver de udviklingshæmmede nogle ordentlige vilkår og de samme professionelle undervisere og miljøer som vi andre kræver, når vi skal lære, så kan de nærmest udvirke mirakler. Så bliver DE pludselig de professionelle, som vi andre beundrer og respekterer og det er en flot udvikling!!!